Den første uge er gået, og den er gået stærkt! – Og godt! Eleverne er super søde og virkelig dygtige – meget dygtige – og det er dejligt at arbejde med dem!

Allerede inden den første undervisningsdag mødtes vi (min assistent og jeg) med Lilianne, som har været tovholderen på ISA (universitetet i Havana). Det var dejligt endelig at møde hende efter så mange e-mails, der er gået frem og tilbage. Dagen efter inden undervisningen viste hun os rundt på ISA. Det er et stort og meget smukt område! Vi hilste på dekanen, Osvaldo Cano, som jeg også har været i en hel del e-mail kontakt med, og det var godt også at hilse på ham og få sat ansigt på.

Vi har fået en rigtig god og varm velkomst, både fra universitetets og elevernes side, hvilket er dejligt! – Og dejligt at mærke deres interesse for workshoppen og glæde over, at jeg udbyder den.

Min største bekymring før start var, om mine spansk kundskaber var tilstrækkelige. Om sproget ville blive et problem... – Men det skulle vise sig, at det ikke var det største problem. I hvert fald ikke til at begynde med. Derimod var der andre problemstillinger, der dukkede op, og som kom meget mere bag på mig. F.eks. havde eleverne svært ved at give hinanden plads og svært ved at lytte til hinanden – og engang imellem også lidt svært ved at koncentrere sig. Derfor var jeg nødt til at ændre lidt i mit program, og begyndte med at lære dem at lytte til hinanden. Vi arbejdede med forskellige lytte- og fortælle øvelser og også med koncentrations-øvelser og fokusøvelser. – Øvelser de gik til med interesse og dygtighed! – Og som uden tvivl havde en effekt fremadrettet!

Der opstod vanskeligheder med sproget, men vanskeligheden lå mest af alt i, at de ofte talte meget i munden på hinanden, og jeg derfor mistede tråden. Den sidste dag (torsdag) i første uge afbrød vi undervisningen før tid pga. netop dét, og vi tog en snak med eleverne om, at det var et problem, fordi vi ikke forstod sproget, når så mange talte på samme tid. Vi havde en rigtig god snak, og eleverne blev meget opmærksomme på, at de selv skulle hjælpe med at løse problemet, og de var meget klar på, at de skulle være med til at få det til at fungere. 

Eleverne er, som allerede nævnt, enormt dygtige, og det overraskede mig lidt. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg var i hvert fald overrasket over, hvor dygtige de faktisk er! Derudover kendte de fleste godt Augusto Boal og også til en del af hans teorier, hvilket gjorde, at jeg kunne lægge min angst for at nævne hans navn, og ikke mindst for at nævne ordet ”undertrykkelse” fra mig. Ordet undertrykkelse kunne sagtnes bruges, men jeg brugte det dog stadig med omtanke og havde med hver gang, at der lå mange ting i ordet. Da jeg spurgte dem, hvad det kunne betyde for dem, nævnte de f.eks. ”Manglende ytringsfrihed”, ”magtesløshed” og ”angst”. – Ord, som jeg selv har haft i baghovedet som synonymer. Det var virkelig rart, at der ikke behøver være nogen berøringsangst overfor dét ord. Det gør det hele lidt lettere.

I den første uge arbejdede vi en del med Billedteater, men vi nåede også at se på et par eksempler af Forumteater. – Og så havde vi en enorm spændende snak om Usynligt Teater og alle de temaer, der dukkede op hos eleverne. Herunder økonomi, turisme og imigration. Jeg gennemgik desuden en del af teorien omkring De Undertryktes Teater, og det var en enorm lettelse at kunne gøre det, uden at skulle tænke det skulle være en ”censureret gennemgang”.

Jeg er meget overrasket over, hvor meget eleverne generelt fortæller. Hvor mange historier de har. Historier, der gør stort indtryk på både Amalie (min assistent) og mig. Historier om frustrationer over bl.a. økonomi og rettigheder. Alle har de et ønske og et håb om, at tingene vil ændre sig. På samme tid er det tydeligt, at de ikke helt tror på det... Og det er jo netop her, at Forumteater bliver et rigtig interessant redskab!

Jeg glæder mig meget til at arbejde med videre eleverne – og ikke mindst til at have dem med til Trinidad. Aftalen med folkene dér er nemlig faldet endeligt på plads. SÅ dejligt! Det er en STOR ting! Vi er derfor i gang med at finde løsninger, der også kan gøre det muligt økonomisk… 

Helt generelt går det hele godt. Jeg er glad! Det er så vildt, at have haft gang i forberedelserne til projektet i så lang tid, og nu er jeg midt i det! Det er stort! Jeg klapper mig selv på skulderen! – Det må jeg nemlig godt :-)

Aftalen med museet i Trinidad var faldet endeligt på plads - Dejligt!

Vi rettede derfor vores fokus på Forumteater (og mindre på fx. usynligt teater), og jeg gav eleverne en introduktion til teknikker, metoder, opbygning, regler osv., hvorefter vi snakkede om temaer, de kunne arbejde med for at afprøve det. Derudover meldte tre sig til at høre om og lære om rollen som Joker.

Jeg snakkede med de tre elever, der skulle lære om Jokerrollen, og det var en god oplevelse. – God fordi det var tydeligt at mærke, hvor meget det interesserede dem og fordi de fik fat i rigtig mange pointer. De blev bevidste om, at det ikke bare lige er noget, man gør. Gennem teorien fik de et indblik i min rolle i workshoppen, og det tror jeg har gjort, at de på nogle punkter lettere kan sætte sig i mit sted. At de har lettere ved at forstå, hvorfor det f.eks. ikke er hensigtsmæssigt at alle taler på én gang.
Jeg introducerede dem ikke kun for Boals regler, men også for to regler, jeg selv har tilføjet som et led i forberedelsesprocessen.

I slutningen af dagen viste grupperne deres små forestillinger, Jokerne prøvede at være Jokere og jeg gav både grupper og Jokere feedback. Det var meget tydeligt at mærke, at det var begyndt at gå op for dem, hvad hele konceptet drejede sig om, hvilket var lidt af en succesoplevelse for både eleverne og mig.

Hver undervisningsdag slutter vi af med en lille evaluering, hvor eleverne får en snack og vi snakker om dagens plusser og minusser. Det fungerer rigtig godt, fordi vi på den måde hele tiden kan forventningsafstemme forløbet og hele tiden tilpasse det og rette det til. Generelt er deres feedback dog meget positiv, og især i uge 2 gik feedbacken meget på, at de nu kunne mærke, at vi nærmede os det, som var er centrale – og at det var rigtig fedt!

De største problemer der har været i uge 2 har været rettet mod elevernes ”fremmøde vaner”. De er dårlige til at komme til tiden, kommer ofte dryssende og dukker nogle gange ikke op. – Hvilket er en enorm frustrerende faktor at arbejde under som underviser!! Det er I sikkert mange derude, der kan nikke genkendende til??

Sagen er bare den, at sådan er det her. Det er deres kultur, og her er det ganske normalt. Ikke dermed sagt, at det er ok og velset fra vores side. Men det er en faktor, vi er nød til at tage højde for. Jeg har haft med i mine forberedelsestanker omkring projektet, at det nok ville være sådan, og det var også noget som Lilianne gjorde mig opmærksom på den første dag: ”Jeg har skemasat workshoppen til at starte kl.13.30, for at der er større sandsynlighed for at de rent faktisk er der kl. 14, når undervisningen skal starte. Jeg har sat 19 på holdet, og jeg tænker på at tilføje et par mere, for jeg er bekymret for hvor mange der rent faktisk dukker op.”

Lilianne fik helt ret. Som det er nu, har vi et hold på ca. 16, hvis alle er fremmødte. 

Når det så er sagt, er eleverne som regel på, når de er der. Især når vi sørger for at implementere øvelser, der kan centrere deres fokus, give dem energi – og bruge energi! Det er enormt dejligt at se, at de har forstået konceptet. Både i deres roller som skuespillere, som Joker og som publikum. De er blevet bedre til ikke at tale i munden på hinanden, hvilket er en kæmpe hjælp for vores forståelse og kommunikation med hinanden!

En faktor der har vist sig at have betydning i den sammenhæng er den koncentrationsøvelse, vi hver dag starter med. Eleverne står i en cirkel med lukkede øjne og skal tælle til 20. Kun én må sige et nummer ad gangen, og siger to et nummer på samme tid, starter tællingen forfra. Øvelsen fungerer rigtig godt til samle fokus, og eleverne gør hele tiden fremskridt. Dertil kommer, at øvelsen har medført den skønne bonus effekt, at eleverne er blevet mere opmærksomme på ikke at tale samtidig i undervisningen. De mærker hinandens impulser, når nogle skal til at sige noget, og venter med selv at tale.

Næste skridt bliver at lære dem lidt mere om dramaturgisk spændingsopbygning, at skære historierne ind til benet og gøre dem korte og konkrete – og at gøre dem opmærksom på, at det ikke handler om at få mest taletid på scenen for den enkelte, men om det budskab, der skal ud fra gruppen som helhed.

Jeg er spændt på at se hvilke temaer vi kommer til at arbejde med i de kommende uger, og jeg synes allerede vi har haft fat i nogle, der er rigtig spændende. Herunder ”Mandschauvinisme”, ”Den ældre generation versus den yngre generation” og  ”Ytringsfrihed”.

Temaer som jeg har været opmærksom på kunne dukke op, men som jeg havde tænkt, de ville være bange for at bringe på banen. Indtil videre ser det dog ikke ud til, at det er noget de frygter. Men lad os nu se. Indtil nu er der blevet arbejdet med dem i vores eget lille forum. Måske bliver forholdene anderledes, når de skal vises i offentligheden. Jeg er i hvert fald spændt på at se reaktionerne fra et ”offentlig publikum” og en smule nervøs for de reaktioner og konsekvenser, der kan forekomme…  

Jeg havde forberedt mig på, at der ville komme ”sten på vejen”. Det ville næsten være mærkeligt andet! Alligevel kom det bag på mig, da de kom! Eller måske var dét der kom bag på mig i virkeligheden nok mere dem, der kom. – Og at de blev der ugen ud! Næsten.

Den første ”sten” kom, da kun 8 elever mødte op den første dag. Hvordan skulle vi nå at blive klar til at tage til Trinidad, hvis ugen fortsatte sådan? Jeg lagde derfor ud med at gøre klart, hvor vigtigt det var, at alle der ville med til Trinidad, mødte op alle dage i denne uge. – Og at de kom til tiden.
        Vi havde derefter en rigtig interessant snak om temaer, de kunne arbejde med, og det glædede mig, at eleverne var så åbne og snaksaglige. Det var i hvert fald ikke det at få dem til at tale, der var et problem. Eleverne udvalgte til sidst tre temaer, de ville arbejde videre med:

• Mandschauvinisme
  
• Dårlig behandling af cubanere
  
• Ytringsfrihed
  

Særligt temaet ’ytringsfrihed’ havde jeg lidt overvejelser omkring, fordi jeg var i tvivl om konsekvenserne ved at bringe det på banen i et offentligt rum. Jeg spurgte derfor eleverne ind til konsekvenserne, det måtte de jo vide bedst, men de forsikrede mig om, at det var ok.

Da vi sluttede dagen af med at tale om turen til Trinidad, opstod der nye udfordringer. Først og fremmest fordi eleverne var bekymrede for, at de skulle komme til at sulte på turen. - Og af en eller anden grund kunne vi ikke få dem overbevidst om, at det ikke ville blive tilfældet. Derudover var der pludselig ingen, der vidste noget om den overnatningsmulighed, vi havde fået lovet (det var en elev, der havde stået for det), og at de syntes den bus, vi havde fundet, var for dyr. En af eleverne ville derfor ringe til sin ven for at undersøge en billigere løsning. - Så ville der jo blive flere penge til mad! Eleven lovede at ringe tilbage til os inden kl.20 den samme aften. Det gjorde han aldrig.

Note: Eleverne skulle intet betale i forbindelse med Trinidad-turen. Alt blev betalt fra mit budget (som dog var skrabet, hvilket var årsagen til, at vi skulle finde billige løsninger).

Dagen efter mødte nogle elever til tiden, mens andre kom langt senere. Jeg gav dem en opsang...

- Jamen det er altså meget normalt, at man ikke kan komme til tiden, svarede nogle af eleverne.

- Det er meget muligt, svarede jeg, men det gør ikke, at jeg synes det er ok! Det er svært at arbejde med, og jeg kan simpelthen ikke mærke, at I har lyst til at tage på tur til Trinidad.

Vi havde en længere snak, som faktisk var meget konstruktiv, og det var rart at få luft. 
Efter pausen vendte vi energien med en fælles opvarmningsøvelse, og resten af dagen arbejdede eleverne effektivt. 
Vi sluttede af med at aftale at mødes et par timer før den følgende dag (sidste dag inden Trinidad), for at have tid til de sidste forberedelser.

Dagens positive inputs var, at den billige bus blev bekræftet og ligeledes vores overnatningssted (som tilmed var gratis).

MEN. Den næste dag bød på flere udfordringer...

Lilianne mødte op og var bekymret for, om eleverne ville få det godt på turen. Om de ville komme til at sulte. Jeg måtte endnu engang forsikre om, at det på ingen måde var tilfældet… 
Derefter kom der besked om, at vi alligevel ikke kunne overnatte det planlagte sted! … Jeg tog en dyb, meget dyb, indånding...

Hele planlægningsprocessen med turen til Trinidad havde været meget op ad bakke – en stejl bakke! Først og fremmest i forhold til alle de praktiske foranstaltninger (økonomi, planlægning, aftaler, tilladelser osv.), men også i forhold til det faktum, at nogle elever kom for sent, og at jeg var i tvivl om, om vi kunne tage afsted med noget, der var godt nok til at vise frem.
        Jeg havde rigtig mange overvejelser i forhold til, om jeg bare skulle droppe det. Jeg ville ikke tage afsted bare for at gøre det! På samme tid var det ikke bare sådan lige at droppe det. Først og fremmest fordi jeg jo havde en aftale med museet i Trinidad, og fordi det var min veninde fra Trinidad, der havde været ledet til aftalen. Brød jeg den, ville det også gå ud over hende.
        Da jeg dagen forinden fik bekræftelsen på den gratis overnatning tænkte jeg: ”Ok. Vi gør det”. – Men da jeg så fik at vide dagen efter, det alligevel ikke var muligt, var jeg tæt på at opgive. Især fordi det betød en ekstra udgift, og fordi jeg simpelthen manglede at eleverne viste deres vilje til at tage afsted ved at møde til tiden og arbejde koncentreret, frem for at møde for sent op og tvivle på deres ”tilstand” på turen.

Jeg tog en snak med eleverne og sagde til dem, at de simpelthen var nødt til at overbevise mig om, at de rent faktisk havde lyst til at tage afsted. At vi ikke tog afsted bare for at gøre det. At vi skulle have noget ordentligt at tage afsted med. Jeg forsikrede dem endnu engang om, at de ikke ville komme til at sulte! - Og jeg sagde, at hvis vi tog afsted, skulle vi nok finde en løsning mht. overnatning. 
Jeg sagde, at min assistent og jeg ville afvente og se, hvordan dagen gik, og så ville vi beslutte inden vi gik hjem, om vi tog afsted eller ej.

Eleverne fangede vores budskab. De arbejdede koncentrerede hele dagen og de tre temaer, de havde valgt, blev til tre rigtig gode og meget fine forumteaterforestillinger! 
Jeg stillede derfor afslutningsvis eleverne nogle afklarende spørgsmål, og da alles svar på mit sidste spørgsmål: ”Har I lyst til at tage af sted?” var et enstemmigt ”JA”, sagde jeg: ”OK. Vi tager afsted”.

Det var vildt frustrerende og udfordrende, at alt var så usikkert til sidste øjeblik! Havde det ikke været for mine egne personlige motivations-faktorer, havde jeg uden tvivl droppet turen for længst! MEN. Jeg ville SÅ gerne vise min ”familie” i Trinidad mit arbejde, og jeg ville SÅ gerne se, om der var forskel på publikums-reaktionerne i to vidt forskellige byer. Jeg blev derfor ved med at holde fast i håbet om, at det SKULLE lykkes, hvilket uden tvivl var til elevernes fordel og deres held. 
– Men måske også lidt til mit eget… Det hele endte jo trods alt godt, og vi havde en rigtig god og lærerig tur med mange interessante og tankevækkende resultater!

Desuden indførte eleverne begrebet ”dansk tid”, hvilket betød, at de mødte op på aftalte klokkeslæt i forbindelse med Trinidad-turen og de aktiviteter og aftaler, vi havde der.

Mange ville nok sige, at jeg ville turen til Trinidad FOR meget, men jeg er glad for, vi kom afsted!

Vi gik ind i den sidste uge og manglede kun at forberede os på forumteaterforestillingerne, der skulle vises for vores publikum i Havana. Der var bare lige dét, at der kun mødte 5 elever op den første dag – OG med beskeder fra mange af de andre elever om, at de ikke kunne komme de efterfølgende dage. De skulle arbejde, havde fået besked fra andre undervisere om at deltage i anden undervisning og en skulle søge om rejsevisum… 
Jeg er glad for, at de endelig havde lært at give besked. Det var rart i det mindste at vide, hvad man havde at forholde sig til… MEN! På samme tid var det svært at lade være med at tænke ”I har kendt tidsrammen for min workshop hele tiden, og I har vidst, at I den sidste uge skulle vi fremvise for et publikum i Havana”. De 5 elever fortalte, at der ville komme to elever mere dagen efter, men det var det.

Jeg tog derfor en beslutning:

”I kender forestillingerne og temaerne fra Trinidad. Dem bruger vi. Vi øver dem, så I spiller de roller, der mangler. Det gør vi i morgen, inden publikum kommer. Publikum får besked om, at der kun er fremvisning i morgen. Vi har 3 antal timer. Det skal vi nok nå. Derefter afslutter vi projektet”

Den pågældende dag arbejdede vi derfor ikke med forestillingerne. Til gengæld opstod der en spontan fælles snak med eleverne om systemer, regler, økonomiske forhold, begrænsninger, frustrationer mm., som var utrolig interessant og meget tankevækkende! Vi havde tidligere i forløbet haft lignende samtaler, men denne gang tillod jeg mig at stille mere dybdegående spørgsmål. En faktor der gjorde dette lettere var, at de fremmødte elever var dem, der hver dag var mødt til tiden. Jeg havde derfor haft flere snakke med dem, mens vi ventede, og vi havde en vis fortrolighed til hinanden.
Snakken den dag var virkelig, virkelig spændende og tankevækkende – og meget værd!

Dagen efter mødte de 7 elever op og vi fik indøvet forestillingerne. Senere kom publikum og det blev et spændende møde med rigtig meget interaktion mellem ”scene” og sal. 

Lilianne var meget begejstret og tilfreds med elevernes resultater, og hun sluttede af med at spørge: ”Kommer du igen næste år?”

Vi havde en kort afslutning med eleverne på universitetet med ”tak for nu”, ros for deres arbejde osv. En rigtig fin afslutning faktisk! Derefter tog vi sammen ned til ”Malacon” og så solnedgangen, mens vi drak rom af et vikingehorn, spiste snacks, spillede spil, hyggede og havde det sjovt. En meget bedre afslutning, kunne vi ikke have haft. 

Mit teaterprojekt har været vildt spændende, lærerigt og interessant, men også til tider frustrerende, hårdt og håbløst. Cubanernes ”Det vi ikke når i dag, når vi i morgen (eller dagen efter)” var meget fremtrædende, hvilket var en faktor der på mange måder blev en meget større udfordring, end arbejdet med forumteatret i sig selv.

Alle mine samtaler med eleverne, resultater fra mødet med publikum i Trinidad og Havana skal jeg nu skrive artikler om, holde foredrag om – og nå ja. Så skal jeg også skrive speciale om det.

Jeg vil derfor opfordre jer til at komme og høre om det, eller læse om det. Det bliver spændende!
- Jeg holder jer opdateret om foredrag og artikler her på hjemmesiden.

Jeg er stolt af mit projekt og de resultater, jeg har fået ud af det! Jeg klapper mig selv på skulderen, og jeg er taknemmelig og glad for alle de faktorer, der gjorde projektet muligt! - Og blev jeg spurgt, om jeg ville gøre det igen, ville jeg sige: ”JA”.

Efter at have tygget lidt på en udskydelse af projektet (og af min uddannelse), kontaktede jeg Dekanen. Det vigtigste for mig er trods alt, at de er interesserede i projektet, og at jeg har fået muligheden for at gennemføre det i Cuba.

Jeg har nu mailet frem og tilbage med Dekanen, og kommunikationen med ham er meget positiv. Han er hurtig til at svare tilbage på mails, og det gør planlægningen af det hele noget lettere.

Status for projektet er således, at det, efter aftale med Dekanen, gennemføres fra første uge i april og 4 uger frem.

Instituttet stiller lokaler til rådighed, og der er, foruden Dekanen, blevet koblet en lærerinde fra Instituttet på som tovholder. Vi er i fuld gang med at planlægge og fastlægge et skema, og det er dejligt at mærke deres entusiasme! 
For eksempel har Dekanen haft et ønske om at kunne invitere andre unge artister til at deltage på forløbet, således at det bliver en blanding af dem og eleverne fra Instituttet, der kommer til at deltage i mit teaterprojekt. 
- Det har jeg selvfølgelig sagt ja til.